Sudan: Konflikten, ressourcerne og interesserne bag kaosset

ANALYSE//SUDAN// Konflikten i Sudan er ikke bare et internt opgør mellem militær og paramilitære grupper. Den er blevet et kompliceret brætspil, hvor regionale og internationale aktører bruger Sudan som slagmark for egen indflydelse, ressourcestyring og økonomiske gevinster. I centrum står kampen om hvem, der kontrollerer landet og hvem, der tilgodeses i kaosset. Med andre ord; der er mange økonomiske og geopolitiske interesser på spil. Alene af den grund er der ingen udsigt til fred.

Historisk baggrund

Sudan har som nation været under henholdsvist britisk og egyptisk kolonimagt i det 19. og 20. århundrede. Selvom landet i 1956 opnåede selvstændighed, udbrød der hurtigt borgerkrig først og fremmest på grund af de etniske, religiøse og økonomiske forskelle mellem nord og syd. Det nordlige Sudan grænsende op til Egypten er muslimsk, og det sydlige Sudan er kristent og animistisk. De officielle stridende parter er henholdsvis Sudans nationale hær, Sudanese Armed Forces (SAF) og den paramilitære organisation Rapid Support Forces (RSF). Det er sidstnævnte, der står bag den seneste massakre mod civilbefolkningen i Syd Sudan i området El Fasher. For at gøre konflikten yderligere vanskelig, støttes de stridende parter hver især af især tre arabiske lande. SAF støttes således af Egypten (naboland til Sudan) og Saudi-Arabien, mens RSF støttes og beviseligt financieres af De Forenede Arabiske Emirater (UAE).

Kernen i konflikten

Krigen i Sudan er bestemt ikke af nyere dato. Landet har været matret af krig igennem mange år. Først gennem to langvarige borgerkrige fra 1955-1972 og igen fra fra 1983-2005. En fredsaftale i 2005 satte en midlertidig stopper for konflikten og afstedkom Sydsudans selvstændighed i 2011. Imidlertid begyndte konflikten igen for alvor i april 2023, da den paramilitære organisation Rapid Support Forces (RSF) angreb baser tilhørende den officielle hær, Sudanese Armed Forces (SAF).
Bagved ligger komplekse årsager; der er fortsat dybtliggende spændinger mellem de forskellige etniske og religiøse grupperinger i landet, samt kampen om adgangen til landets naturressourcer, ikke mindst olie og guld.

Ressourcer som brændstof for konflikten

Sudan er et af verdenens fattigste lande, men paradoksalt nok rigt på naturressourcer, især guld, kobber, jern og tidligere olie. Efter Syd Sudans løsrivelse i 2011 mistede Sudan imidlertid langt størstedelen af sine oliereserver. For med selvstændigheden betød det ikke blot en politisk opsplitning, men også en dramatisk økonomisk adskillelse.
Omkring 75 % af det tidligere samlede Sudans oliereserver lå nemlig i den sydlige del af landet. Det var dér, de største olie- og gasfelter fandtes, mens rørledningerne, raffinaderierne og eksporthavnen Port Sudan lå i nord.

Med løsrivelsen mistede Khartoum altså kontrollen over selve oliefelterne, mens Syd Sudan – verdens dengang nyeste stat – fik ejerskab over selve ressourcerne.
Dog beholdt Sudan i nord infrastrukturen: rørledninger, raffineringskapacitet og adgang til Det Røde Hav.

Endelig er der den økonomiske profit i krig: En krig skaber “krigøkonomi” – hvor upålidelige stater, militser og eksterne aktører kan tjene på våben, smugling, ressourcer og sikkerhedstjenester. Dette gør det sværere at opnå fred, fordi mange aktører har incitament i status quo

For at kunne eksportere sin olie var Sydsudan imidlertid nødt til at betale Sudan transitafgifter for brug af rørledningerne. I perioder afbrød Khartoum og Juba hinandens adgang som led i politisk pres, hvilket førte til økonomisk chok i begge lande.

Resultatet var, at Sudan mistede hovedparten af sine olieindtægter, tidligere landets primære kilde til udenlandsk valuta – og måtte i stedet søge nye finansieringskilder, herunder guldudvinding, landbrugsjord og udenlandske investeringer.

Guldet er den nye olie

Af den grund har guld- og mineraludvinding fået øget betydning. Ifølge analyseinstitutter er guldproduktionen blevet central for finansiering af krigen. Dette gælder for begge parter i konflikten, RSF og SAF. Eksempelvis kontrollerer RSF felter, hvorfra guld eksporteres, ofte via obscure kanaler til stater som UAE. Det skaber et økonomisk incitament for nogle eksterne aktører til at holde konflikten ved lige: ustabilitet giver nemlig mulighed for adgang til ressourcer, smuglervirksomhed og politisk indflydelse.

Proxy-konflikter og krigsøkonomi

Der er flere lag i svaret på, hvorfor nogle lande har interesse i at fastholde uroen i Sudan:

Geopolitisk set er Sudan interessant med sine grænser til Rødehavet og kontrol over havnebyen Port Sudan. Det er geografiske ruter, der giver adgang til handel, sikkerhedsspørgsmål og strategisk indflydelse. Derudover er guld og mineraler grobund for finansiering både for krigens såkaldte interne krigsaktører og for eksterne stater, der vil sikre sig eksport- eller investeringskanaler. Ikke mindst UAE ses som en meget aktiv partner i denne del af konflikten.

Proxy-konflikt konceptet er på mange måder hovedelementet i denne konflikts fortsatte eksistens: For aktører som UAE, Egypten eller Saudi-Arabien er Sudan blevet en arena, hvor man kan projicere magt og sikre alliancer uden direkte krig. UAE’s støtte til RSF og Egyptens støtte til SAF er eksempler herpå.

Endelig er der den økonomiske profit i krig: En krig skaber “krigøkonomi” – hvor upålidelige stater, militser og eksterne aktører kan tjene på våben, smugling, ressourcer og sikkerhedstjenester. Dette gør det sværere at opnå fred, fordi mange aktører har incitament i status quo.

Egypten har historiske bånd til Sudan – ikke mindst via Den Røde Sø og Nubiske relationer – og ser stabilitet i nord som vigtig for egen sikkerhed. Derfor støtter Egypten ofte SAF, men uden at blive en egentlig frontfigur. På den anden side af konflikten står Forenede Arabiske Emirater (UAE) med muligvis den mest aktive rolle: De er anklaget for at forsyne RSF med våben, investere i landbrug og havneinfrastruktur i Syd Sudan og modtage guld-eksport fra RSF-kontrollerede områder
Saudi-Arabien kombinerer diplomatiske initiativer med sikkerhedspolitisk kalkule; for dem handler Sudan også om at fastholde autoritet i den arabiske verden og sikre sig den strategiske position som den ledende figur i regionen.

Kunsten at dyrke strategisk korruption

Listen over yderligere lande, der er involveret i denne krig indbefatter tillige lande som Kina, Iran, Qatar, Tyrkiet, Ethiopien, Chad, Eritrea, Rusland og Ukraine. De to sidstnævnte er paradoksalt nok er på samme side i netop denne konflikt. Således støtter både Rusland og Ukraine SAF – altså Sudans militære del af konflikten. Ukraine har tildigt i krigen sendt personel til baser i Sudan for at reparere jetjægere for den sudanesiske hær.

Konflikten har skabt en af verdens hidtil værste humanitære kriser: 11 millioner af internt fordrevne civile, millioner sultramte og en økonomi i frit fald. Arbejdskraft, landbrug og tjenester får massive tab, mens infrastrukturen ødelægges.
For eksterne aktører kan det paradoksalt være en fordel: jo større kaos, desto mere mulighed for at agere uafhængigt og få særfordele. Det gør fred ikke blot vanskelig, men politisk risikabel for nogle parter. Det er et fænomen, som er ganske velkendt i mange andre tidligere konflikter. De samme dynamikker gjorde sig gældende i både Irak, Syrien og Afghanistan blandt andet. Krige er oftest langvarige fordi der er et økonomisk incitament for at holde dem i gang. Et begreb, der dækker dette forhold er såkaldt strategisk korruption. Et tydeligt eksempel herpå er fra en Amnesty International rapport fra 2024, der afslørede en lind strøm af våben og ammunition, herunder rifler, dronejammere og mortarer, der trods en officiel våben embargo, blev indført af Rusland, Tyrkiet, Kina og UAE.

En belejlig konflikt for magt og profit

Sudan og Syd Sudan er således ikke kun offer for en blodig konflikt mellem to stridende parter. Det er blevet et belejligt centrum for regional magtkamp. Når ressourcer, havne, strategi og smugling mødes, bliver det tydeligt, at krigen ikke kun handler om civilbefolkningen, men om aktører der har meget at vinde på, at den fortsætter.
For at forstå konflikten i dag er det nødvendigt at se hvilke lande, der hver især har en økonomisk interesse i at fastholde konflikten. Denne liste er lang og omfattende. Så længe der er guld, våben og geopolitiske interesser på dagsordenen er der ingen udsigt til fred for Sudan og Syd Sudan. I mellemtiden vil civilbefolkningen betale den ultimative pris herfor.

Til brug for denne artikel har jeg gjort brug af disse kilder, som jeg vil anbefale at læse, hvis man har lyst til at forstå baggrunden for konflikten ml Sudan og Syd Sudan nærmere: