ArticlesMiddle EastUnited Araba Emirates

Dansen om Sudan – om Abu Dhabi og RSF, en milits der blev en stat i staten

ANALYSE/SUDAN// Den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har i det seneste år stået bag nogle af de mest brutale overgreb mod civilbefolkningen i Sudan. Byer som El Fasher og Nyala i Darfur-regionen er blevet vidner til massakrer, plyndringer og voldtægter, der minder om de mørkeste kapitler fra landets borgerkrig. Men RSF er ikke nogen tilfældig oprørsmilits. Den er resultatet af årtiers politisk kynisme, økonomiske interesser og et sikkerhedssystem, der mistede kontrollen over sin egen skygge. Og så er den af geopolitiske årsager interessant for Abu Dhabi, der i disse år har travlt med at positionere sig i det afrikanske kontinent.

Oprindelsen: Fra Janjaweed til RSF

RSF har sine rødder i den berygtede Janjaweed-milits, som i 2003 blev mobiliseret af det daværende regime under Omar al-Bashir for at knuse oprør i Darfur. Janjaweed bestod primært af arabiske nomadestammer, der blev bevæbnet af regeringen og sat ind mod etniske grupper, som regimet mente støttede oprørerne. Resultatet blev en humanitær katastrofe: over 300.000 døde og millioner drevet på flugt, ifølge FN’s højkommissariat for menneskerettigheder (OHCHR).

I 2013 besluttede Bashir at formalisere denne milits som en del af staten. Dermed blev Rapid Support Forces oprettet. Officielt som hørende til under efterretningstjenesten, men i praksis blev det et privat sikkerhedsapparat under ledelse af Mohamed Hamdan Dagalo, bedre kendt som Hemedti.

Mohamed Hamdan Dagalo, også kaldet Hemedti. Wikimedia Commons

Hemedti steg hurtigt i graderne. Han blev et af regimets vigtigste redskaber, både til at kontrollere grænserne og til at bevare Bashirs magt. Til gengæld fik han adgang til enorme ressourcer: guldminer, toldindtægter og udenlandsk finansiering. Da Bashir under et folkeligt oprør blev væltet i 2019, stod Hemedti klar med sine tropper og placerede sig selv som en nøglespiller i det nye magtlandskab. Et større portræt af Hemedti kan man se her fra BBC. RSF var nu ikke længere blot en milits under militæret, men var de facto blevet en stat i staten. Den kontrollerede egne indtægtskilder, havde egne efterretningsnetværk og fungerede delvist uafhængigt af Sudans officielle hær (SAF).

Ideologi og selvforståelse

RSF har aldrig haft en egentlig ideologi i klassisk forstand. Gruppen er hverken drevet af religion, som Islamisk Stat, eller af etnisk autonomi som mange oprørsbevægelser. Dens eksistens bygger snarere på magt, loyalitet og økonomisk overlevelse.

I RSF’s egen retorik fremstiller gruppen sig som en “beskytter af nationen” og som en stabiliserende kraft i et fragmenteret land. I virkeligheden fungerer RSF som et instrument for kontrol – et magtpolitisk værktøj, der veksler militær styrke til politisk indflydelse.

Finansiering og internationale forbindelser

RSF’s finansielle netværk er omfattende og transnationalt. Ifølge Human Rights Watch og Reuters har gruppen haft indtægter fra guldminer i Darfur og i det centrale Sudan, som eksporteres via De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Guldhandlen fungerer som en livsnerve: guld udvindes ofte under brutale forhold i miner kontrolleret af RSF, smugles ud af landet og omsættes i Dubai og Abu Dhabi.
Her vaskes værdierne rene og geninvesteres i våben, køretøjer og logistik.

Derudover modtager RSF ifølge FN’s ekspertpanel for Sudan støtte fra Emiraterne, der ser Hemedti som en potentiel allieret i kampen om indflydelse i Det Røde Havs region. Denne støtte har både økonomisk og strategisk karakter. Den er et forsøg på at skabe en buffer mod iransk og tyrkisk indflydelse i regionen.

RSF’s rolle i Yemen: lejesoldater i stormagternes krig

RSF’s udenlandske engagement viser tydeligt, hvordan gruppen fungerer som et kommercielt militærnetværk snarere end en national styrke. En sudansk pendant til den russiske Wagner gruppe om man vil. I perioden 2015–2019 deltog tusindvis af RSF-soldater i krigen i Yemen som en del af den saudisk-ledede koalition mod Houthi-bevægelsen, der støttes af Iran. Ifølge The New York Times og BBC blev mange af disse soldater rekrutteret fra Darfur-regionen og sendt til Yemen som lejesoldater finansieret af Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE). De blev primært placeret ved frontlinjerne i Hodeidah og Aden, hvor de udførte operationer mod Houthi-militser, ofte under ekstremt vanskelige forhold og med høj dødelighed.

RSF’s deltagelse i Yemen-krigen tjente flere formål: for Saudi-Arabien og Emiraterne betød det adgang til billige, loyale styrker; for Hemedti og RSF betød det adgang til store udenlandske valutaindtægter, militær erfaring og international legitimitet. Ifølge Human Rights Watch brugte Hemedti midlerne fra Yemen-operationerne til at opbygge et økonomisk imperium, som i dag finansierer RSF’s fortsatte operationer i Sudan.

Derudover spiller Sudan en central rolle i Emiraternes “Afrika-strategi”, der skal sikre adgang til landbrugsjord, havne og logistikcentre fra Port Sudan til Berbera i Somaliland.
Ved at støtte Hemedti og RSF kan Abu Dhabi dermed placere sig som magtformidler i regionen, samtidig med at det udfordrer Riyadhs traditionelle lederskab i den arabiske verden.

Deltagelsen blev på den måde et vendepunkt: RSF gik fra at være et regionalt sikkerhedsværktøj til at blive en regional aktør med egne forbindelser til Golfstaterne.

Abu Dhabi og kampen om narrativet i Golfen

For at forstå RSF’s overlevelse og den støtte, gruppen fortsat modtager må man se mod Abu Dhabi, hvor De Forenede Arabiske Emiraters (UAE) ledelse under Mohammed bin Zayed (MBZ) har gjort Sudan til en del af sit større strategiske spil i Mellemøsten og Afrikas Horn.

Ifølge analyser fra Chatham House og The Financial Times handler Emiraternes støtte til RSF ikke kun om økonomi, men først og fremmest om politisk positionering. Abu Dhabi søger i stigende grad at definere sin egen udenrigspolitiske identitet, uafhængigt af Saudi-Arabiens regionale dominans.

Siden interventionen i Yemen har forskellene mellem Riyadh og Abu Dhabi vokset sig tydelige.
Mens Saudi-Arabien under kronprins Mohammed bin Salman (MBS) har prioriteret diplomatiske alliancer og religiøs legitimitet, har MBZ i Abu Dhabi fokuseret på militær teknologi, kontrol over handelsruter og indflydelse i Afrika. Sudan passer præcist ind i denne strategi: det ligger ved Det Røde Hav , som er et af verdens vigtigste maritime knudepunkter, og som fungerer som port til både Afrikas Horn og Centralafrika.

Støtten til RSF giver derfor Abu Dhabi indirekte adgang til territorier, ressourcer og netværk, uden at skulle bære det politiske ansvar for en åben militær intervention. Ifølge Reuters har Emiraterne siden 2021 importeret guld fra Sudan i et omfang, der tyder på en tæt økonomisk afhængighed. En handel, der ofte går via uformelle RSF-kanaler.

Derudover spiller Sudan en central rolle i Emiraternes “Afrika-strategi”, der skal sikre adgang til landbrugsjord, havne og logistikcentre fra Port Sudan til Berbera i Somaliland. Ved at støtte Hemedti og RSF kan Abu Dhabi dermed placere sig som magtformidler i regionen, samtidig med at det udfordrer Riyadhs traditionelle lederskab i den arabiske verden.

Som forskeren Andreas Krieg fra King’s College London har formuleret det:

“The UAE is not merely supporting RSF for profit — it is crafting a shadow foreign policy that prioritises control, influence, and plausible deniability.”
(citeret i Middle East Eye)

Hvorfor overgreb mod civile?

Massakrerne i i Sudan i El Fasher, Nyala og Geneina er ikke tilfældige. De er en del af RSF’s strategi for kontrol. Når RSF angriber civile, er målet ikke nødvendigvis militær sejr, men derimod territorial dominans og psykologisk kontrol. Ved at sprede frygt og tvinge befolkningen på flugt, udhuler RSF modstandens sociale fundament og konsoliderer sin egen magt. Vold mod civile bliver et økonomisk redskab: plyndringer, udpresning og kontrol over nødhjælp bruges som finansiering og belønning til tropperne. Hemedti og hans ledelse bruger med andre ord vold som valuta. Det bliver et middel til at købe loyalitet og fastholde kontrol i et land uden stabile institutioner.

Det internationale ansvar

Det internationale samfund har gentagne gange fordømt RSF’s handlinger, men uden væsentlig konsekvens. Sanktioner mod enkelte ledere har haft symbolsk betydning, men ikke ændret virkeligheden på jorden.FN’s advarsler om “mulige forbrydelser mod menneskeheden” har druknet i den diplomatiske træghed, hvor stormagterne hver især beskytter egne interesser. USA har undladt direkte indgriben for ikke at udfordre Emiraterne, mens EU har haft vanskeligt ved at balancere mellem humanitær støtte og ønsket om stabilitet i regionen. Ifølge Amnesty International har RSF siden 2023 stået bag “systematiske angreb på civile” – herunder massevoldtægter, afbrænding af landsbyer og vilkårlige drab i Darfur.

Strukturel korruption og krigsøkonomi sikrer gruppens eksistens

RSF er på mange måder et produkt af et system, hvor straffrihed og magtmisbrug har været normen. Dens levedygtighed skyldes ikke kun financiering udefra, men tillige den strukturelle korruption og krigsøkonomi, der hersker i Sudan. Det er disse faktorer, der har været med til at sikre gruppens overlevelse, og som i dag har gjort den til en egentlig magtfaktor i Sudan.
Så længe økonomiske interesser, udenlandsk støtte og politisk pragmatisme tillader det, vil militsen fortsætte med at operere,ikke som en oprørsgruppe, men som en magtstruktur i sig selv.
Så længe den strukturelle korruption for lov at blomstre på lige fod med den såkaldte krigsøkonomi som hersker i landet, og så længe grupper som RSF får lov at hærge i landet uden at blive stille til ansvar for deres overgreb mod civilbefolkningen, vil Sudan forblive fanget i det vakuum, hvor vold er magtens eneste sprog.

Til brug for denne artikel har jeg brugt følgende kilder: