Den igangværende protestbølge, der startede i december sidste år, har igen rejst det efterhånden klassiske spørgsmål i forhold til Iran: Er det denne gang, regimet vil falde? Det er det formentlig ikke, selvom der ingen tvivl er om, at Iran har bevæget sig ind i et kvalitativt ny fase af politisk krise. Der er nemlig noget, som er ”anderledes” denne gang i forhold til de tidligere oprør mod styret.
Det, der adskiller dette oprør fra tidligere protestbølger, er dets generationsmæssige og systemiske karakter. Ud af Irans befolkning på 90 mio er over 60% under 35 år. En ung befolkning, som ikke har nogen personlig relation eller forhold til den islamiske revolution i 1979 eller Iran-Irak krigen fra 1980-1988. For denne generation har statens ideologiske, religiøse fundament ganske enkelt ingen moralsk betydning. Kravene, som er centreret omkring værdighed, personlig frihed, ligestilling og et globalt udsyn, er ikke et ønske om reformistiske appeller indenfor det eksisterende system. Det er et ønske om et helt andet system og dermed et oprør mod systemets autoritet som sådan.
Hvad der startede med butiksejere i Tehran, der lukkede deres butikker i protest over rial´ens fald og en inflation på 42% er siden blevet støttet og skubbet videre frem af kvinder, der har indtaget en central rolle i protesterne.
Denne gang er protesterne socialt brede og åbent systemkritiske, ligesom de er drevet af en generation, der ikke deler regimets historiske referencepunkter. Det kan forklare, hvorfor mange oplever at ”denne gang er det anderledes”.
Men at anerkende dybden af legitimitetskrisen er ikke det samme som at forudsige et snarligt sammenbrud. Irans politiske systems er strukturelt robust, og fordelt på overlappende institutioner, der netop er designet til at kunne modstå folkeligt pres. I kernen heri står først og fremmest Revolutionsgarden, der ikke alene er bolværk og sikkerhedsgarant for styret, men tillige spiller en afgørende rolle i iransk statsøkonomi. Dens omfattende kontrol over nøglesektorer i økonomien er i sig selv et stærkt incitament for at ville bevare status quo og modarbejde enhver modstand, der kan true dens privilegier.
Protestbevægelsens horisontale struktur gør den på sigt modstandsdygtig overfor den forventede repression, der vil komme fra styret som modsvar på protesterne. Men protesterne har endnu ikke taget form til at tilbyde et organiseret politisk alternativ, der kan berolige eliter, minoritet eller eksterne aktører. Sidstnævnte – ikke mindst Israel, Saudi-Arabien, Emiraterne og USA har en specifik interesse i at få stabiliseret Iran først og fremmest på grund af dets atomkraftsanlæg.
Det mest sandsynlige scenarie lige pt er derfor ikke et pludseligt systemsammenbrud, men snarere en langvarig tilstand af systemisk ustabilitet. En stat, der overlever gennem tvang, men regerer uden samtykke.
En afgørende ændring i regimeskifte vil formentligt først og fremmest ligge hos Revolutionsgarden, som sidder med nøglerne til et fredeligt systemskifte. Hvis Revolutionsgarden vil kunne se økonomiske fordele ved at vælte præstestyret, overtage magten og sikre kontrollen af atomanlæggene, vil det formentlig være det mest acceptable udkom på landets krise her og nu.